Udsatte børn kan ikke spares væk
Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder, Fjordskolen
Munkholmvej 119
4340 Holbæk
Hvad koster en førtidspensionist, en person på fleksjob eller et udsat barn med behov for specielle tilbud?
Regeringen har atter fokus på samfundets svageste grupper, men formålet er heller ikke denne gang at forbedre deres muligheder for at få et godt liv. Nej, politikerne vil fortælle os, hvad det koster at hjælpe mennesker med særlige behov - og svaret er igen: for meget!
Det usmagelige fokus på de svageste som økonomiske investeringsobjekter, der skal give overskud, er et stort problem for de udsatte børn og unge, som jeg arbejder med til daglig. På Fjordskolen, hvor en stor del af børnene lider af ADHD, møder jeg ofte forældre, som kæmper en daglig og opslidende kamp for at hjælpe deres børn igennem den almindelige folkeskole. I den politiske debat bliver de dog gang på gang konfronteret med Finansministeriets røde tal og offentlighedens forargelse over, hvad det "koster" at give dem den hjælp og støtte, som de har behov for. De velbjergede og højtuddannede politikere præsenterer regneark, firkantede kasser og grafer, som skal overbevise befolkningen om, at samfundets svageste ikke længere kan få en hjælpende hånd, mens de selvsamme politikere knap rynker brynene, når endnu en akademiker uddannes til arbejdsløshed, selv om det (også) koster samfundet mange millioner.
Det ensidige fokus på økonomi legitimerer nedskæringer, som bliver forsøgt camoufleret med manipulerende betegnelser som "inklusion" og "den rummelige folkeskole", men som i virkeligheden betyder, at børn med ADHD eller andre sociale problemer pilles ud af specialskolerne og placeres i almindelige folkeskoler, hvor lærerne ikke er uddannede til at håndtere dem. Politikerne forsøger at sælge åbenlyse nedskæringer som progressive tiltag, der er bedst for de udsatte børn. I virkeligheden handler det ikke om at give disse børn en bedre fremtid, men om at spare nogle penge i statskassen.
Konsekvenserne af at nedprioritere det forebyggende arbejde i jagten på besparelser her og nu kan ses i landets fængsler, hvor op imod halvdelen af de indsatte lider af ADHD. Mennesker som disse, der højst sandsynligt aldrig fik den rigtige hjælp i tide, vil der blive flere af i fremtiden, hvilket næppe "kan betale sig" for det danske samfund.
Hvis politikerne insisterer på at vurdere velfærdsstatens sociale indsatser alene i kroner og ører, kunne de i det mindste basere deres konklusioner på den nyeste forskning. Ifølge en undersøgelse fra CASA kan den umiddelbart dyre hjælp til sårbare børn betale sig, hvis blot 21 pct. af børnene får et liv som selvforsørgende i modsætning til livslang overførselsindkomst. På Fjordskolen er succesraten 70 pct., men det ser nu ikke ud til at interessere politikerne. De synes mere optagede af næste års bundlinje, der åbenbart kun kan forbedres ved at gøre livet endnu sværere for de mest udsatte i vores samfund: Børn, som ikke har overskud og ressourcer til at protestere. Vi har desværre fået en ny regering, der har bevaret den gamles tro på, at sociale problemer kan spares væk.
