Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Tre film fra Grønland, Island og Færøerne i Nordatlantisk Hus

I dagene 24.—26. august vises tre nordatlantiske film som et led i Odense Internationale Filmfestival OFF. Nordatlantisk Hus har udvalgt tre seværdige fim, der alle er produceret i de små nordatlantiske filmmiljøer i 2014 med begrænsede økonomiske midler.

Indblik i anderledes verdener

Grønlands bidrag er den dokumentariske fortælling Arfernat (spilletid 70 min.). Fortællingen følger den unge hundeslædekusk Ove Johansen fra Nordgrønland, der forbereder sig til sit første store løb. Et flot indblik i Oves liv, nordgrønlandsk mentalitet og hundeslædekulturen. Fra Island kommer De små ting - Life in a Fishbowl (spilletid: 130 min.) om tre menneskeskæbner, der flettes ind i hinanden. Eik, enlig mor, lærer og callgirl. Mori, en forhutlet og traumatiseret dranker, og Sölvi, tidligere fodboldspiller, der vil ind i forretningsverdenen og skal bruge Moris hus. Den færøske film er Ludo (spilletid: 70 min.). Et psykologisk drama om en 11 årig pige, fanget mellem en psykisk ustabil mor, der kvikt skifter mellem at synge, hive Ludo spil frem, kaste med knive og hulke sig i søvn, og en passiv far. En tilværelse hvor eksplosionerne skal holdes nede.

Ekstra: Mød instruktørerne. Arfernat: Ved forestillingen mandag 24.8. kl. 18 - instruktørerne Rune Bundgaard og Martin Svinkløv. Ludo: Ved forestillingen tirsdag 25.8. kl. 18 - instruktøren Katrin Ottarsdóttir.

Spilletidspunkter og pris

Filmene bliver vist i Nordatlantisk Hus med tre forestillinger pr aften. Enhedspris pr film er kr. 60 og vælger man at se alle tre film samme aften, kan billetten fås for kr. 150. Billetterne sælges i Nordatlantisk Hus’ butik og ved indgangen på spilledagen. Arfernat: Mandag kl. 18 – tirsdag kl. 19.30 – onsdag kl. 22.00 De små ting/Life in a Fishbowl: Mandag kl. 19.30 – tirsdag kl. 21.00 – onsdag kl. 18.00 Ludo: Mandag: kl. 22.00 – tirsdag kl. 18.00 – onsdag kl. 20.30

_______________________________________________________________________________

Odense, 7. august 2015 Se mere på www.nordatlantiskhus.dk og www.facebook.com/nordatlantiskhus For yderligere oplysninger, kontakt: Annette Bogø Lyberth, 2242 0514 eller abl@dgh-odense.dk