Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Senior-elektrikere er stærkt eftertragtede

Arbejdsløsheden blandt elektrikere er snart under 3 procent, og især fagets mest rutinerede udøvere nyder godt af situationen. Dansk El-Forbund opfordrer arbejdsgiveren til at passe godt på senior-ressourcen

Arbejdsløsheden blandt medlemmerne af El-fagets a-kasse fortsætter med at falde, og procenten er nu tæt på at være under 3. Helt præcist var den 3,08 i juni mod 3,35 i maj, viser den seneste statistik.

Fremgangen ser ud til at være fordelt bredt på aldersgrupperne, men især fagets ældre udøvere synes stærkt eftertragtede. Siden marts er det elektrikerne på over 60 år, der har haft den laveste arbejdsløshed blandt aldersgrupperne, og siden april har arbejdsløshedsprocenten blandt seniorerne ligget under 2. I juni var den 1,72.

Aldersgruppen 20-24 år har traditionelt den højeste arbejdsløshed, og sådan var det også i juni. Men også denne gruppe havde et lille fald fra 6,74 i maj til 6,33 i juni.

De 45-49-årige elektrikere plejer – indtil de blev 'overhalet' af seniorerne – at have den laveste arbejdsløshed, og i juni lå den også på kun 2,11 procent – et fald fra maj, hvor den var 2,29 procent.

Næstformand i Dansk El-Forbund Jens-Olav Pedersen glæder sig på seniorernes vegne. Samtidig opfordrer han arbejdsgiverne til at tænke i senior-tilpassede job:

– Jeg kan også godt forstå arbejdsgiverne. De får en dygtig og rutineret arbejdskraft. Men jeg vil samtidig opfordre dem til at passe godt på den ressource, de ældre medarbejdere er, og ikke mindst tilpasse de fysiske udfordringer til medarbejdernes alder.

 – Vi står snart i den situation, at der mangler danske elektrikere, og her er det alle tiders, at man kan trække på de erfarne medarbejdere. Men det forsætter ikke, hvis der drives rovdrift på dem, siger han.