Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Sådan ser du boksebragene

Sådan ser du boksebragene med Sarah Mahfoud, Enock Poulsen og Oliver Meng: VM- og EM-boksegalla sendes live som pay-per-view på www.danishfightnight.tv

For første gang siden 2008 afholdes der et stort boksestævne i Danmark med både den officielle VM- og EM-titel på højkant samme aften for danske boksere. Og alle med en internetforbindelse har nu mulighed for at se med.

Der sker, når Sarah Mahfoud, Danmarks (og Færøernes) ubesejrede verdensmester i professionel boksning, torsdag den 21. april skal forsvare sit VM-bælte i fjervægt mod den tyske europamester Nina Meinke, mens Enock Poulsen fra Aarhus skal forsøge at blive Danmarks 25. europamester på herresiden i et EM-opgør med franskmanden Franck Petitjean. Samme aften kæmper 22-årige Oliver Meng om WBC Youth World-titlen mod den ubesejrede Eslih Owusu fra USA.

Billetsalget til Frederiksberg Hallerne er i fuld gang via Ticketmaster, og nu bliver det også muligt for seere i Danmark, på Færøerne og i resten af verden at følge med hjemmefra. Det meddeler promotor-duoen Mogens Palle og Bettina Palle fra Danish Fight Night, som selv producerer og broadcaster stævnet.

Mogens Palle har tidligere oplyst, at han med dette nye, sportslige højdepunkt selv takker af som promotor efter en glorværdig og nærmest eventyrlig karriere, som blev indledt for snart 65 år siden med debutstævnet i 1957. Det bliver med andre ord en meget markant historisk begivenhed.

Alle tre titelkampe og resten af boksestævnet, som indledes klokken 18:00, kan købes som pay-per-view for 250 kroner. Salget er nu startet på www.danishfightnight.tv, og på samme hjemmeside kan man få mere information om kampene og om, hvordan man får adgang til at se kampene.

Sarah Mahfouds titelkamp gælder verdensmesterskabet hos International Boxing Federation (IBF), som er et af boksesportens store og anerkendte VM-forbund. Modstanderen er den officielle udfordrer Nina Meinke, som er nummer 1 på IBF’s verdensrangliste og samtidig regerende europamester. Tyskeren har ikke tabt en kamp de seneste 4 år. Hun har en rekordliste på 12 sejre i 14 kampe, mens Sarah Mahfoud, som erobrede VM-titlen i 2020, er ubesejret i 10 kampe.  
 
Enock Poulsen har tilkæmpet sig EM-chancen efter blot 11 kampe og kan få et stort internationalt gennembrud ved at erobre det samme prestigefyldte mesterskabsbælte, som hjemlige danske stjerner såsom Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen i sin tid vandt. Modstanderen, den rutinerede tidligere EU-mester og tredobbelte franske mester Franck Petitjean (23 sejre, 5 nederlag, 1 uafgjort), har dog erfaring fra hele 8 titelkampe, hvoraf han kun har tabt en enkelt af disse og bliver derfor en hård nød at knække.

Aftenens tredje titelkamp er som sagt et opgør mellem to ubesejrede supertalenter på henholdsvis 22 og 21 år, nemlig Oliver Meng fra Danmark og Eslih Owusu fra USA. Der er tale om et opgør om WBC’s VM-titel for boksere under 23 år og 11 måneder, og vinderen sikres automatisk en placering i top 40 på WBC’s verdensrangliste.

Derudover er der programsat yderligere tre forkampe med professionelle boksning, og i samarbejde med Danmarks Bokse-Union (DaBU) bokses der endvidere en mini-landskamp med et hold af danske landsholdsboksere, som tager imod en anden boksenation. Flere informationer og om forprogrammet og nyheder om mini-landskampen offentliggøres snarest.

Bemærk at stævnestart er fremrykket til klokken 18.00 på grund af de ekstra boksekampe.

Seks kameraer kommer til at dække stævnet i Frederiksberg Hallerne. Ved mikrofonerne ringside til at kommentere slagets gang under kampene sidder bokseeksperterne Tue K. Trnka og Jens Sillesen, som har beskæftiget sig med boksesporten i mange år og ligeledes har kommenteret de foregående Danish Fight Night-stævner. Tue K. Trnka har selv bokset og dyrket kampsport og er en anerkendt træner indenfor både boksning og MMA. Han har tidligere kommenteret boksning blandt andet for DK 4. Jens Sillesen er journalist og har i flere år haft boksning som speciale og dækket de største boksestævner i både Danmark og USA for blandt andet Jyllands-Posten.

Køb Pay-Per-View-live streaming: www.danishfightnight.tv (250 DKK / 36 USD / 33 Euro)

Billetter til Frederiksberg Hallerne: www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/512351

Læs mere om Danish Fight Night på: www.facebook.com/DFNboksning