Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Risikabelt at nævne praktik i ansøgning til regulært job

Hvis man søger et regulært job, skal man ikke bringe virksomhedspraktik på banen som mulighed, viser afgørelse i Arbejdsretten.

En ung elektriker har i Arbejdsretten vundet en sag om, hvorvidt han har været ansat i et regulært job, eller om der var tale om virksomhedspraktik. Efter knap tre ugers ansættelse gik det op for ham, at han ikke – som han troede – var regulært ansat, men i ulønnet virksomhedspraktik.

Men selv om arbejdsgiveren derfor ikke havde udbetalt den løn, elektrikeren havde krav på, slap han alligevel for bod, skriver fagbladet Elektrikeren: En formulering i jobansøgningen medførte nemlig et ”tvivlsomt bevisspørgsmål”.

Elektrikeren blev tilkendt knap 16.000 kroner plus renter. Det svarer til det lønkrav, Dansk El-Forbund havde rejst. Men den bod, forbundet også havde krævet, blev afvist. Arbejdsretten fandt, at arbejdsgiveren ’meget vel’ kunne have ment, at elektrikeren var ansat i ulønnet praktik.

I sin jobansøgning fortalte elektrikeren om sig selv og sine kvalifikationer, men skrev også: ”NB: Virksomhedspraktik giver mig mulighed for at komme i 4 ugers ulønnet ”praktik” hos dig, selvfølgelig med henblik på fast ansættelse.”

Han var forinden blevet rådet til at gøre opmærksom på denne mulighed ved ansøgninger og ansættelsessamtaler. Rådet fik han af en privat aktør på et kursus i forbindelse med den aktiveringsindsats, der blev iværksat kort efter hans afslutning på uddannelsen.

Efter en samtale fik den nyudlærte elektriker jobbet. Men modsat, hvad han selv mente, viste det sig altså, at han var ansat i ulønnet virksomhedspraktik. Konsekvensen af uenigheden blev, at ansættelsesforholdet ophørte.

Arbejdsretten konstaterer, at virksomheden ikke har bevist, at elektrikeren blev ansat som ulønnet praktikant og tager derfor det opgjorte lønkrav til følge. Omvendt afvises kravet om bod: ”Under hensyn til, at sagen har angået et tvivlsomt bevisspørgsmål, og at virksomheden meget vel kan have haft den opfattelse, at man havde ansat (elektrikeren) som ulønnet praktikant, findes bod ikke at være forskyldt (…)”.

– Vi var uforstående over for det med det tvivlsomme bevisspørgsmål. Blandt andet skal arbejdsgiveren selv indsende en blanket om ”arbejdsgivertilbud om etablering af virksomhedspraktik”, og aftalen om praktik skal indgås mellem virksomheden og jobcentret. I dette tilfælde havde arbejdsgiveren intet foretaget sig, siger forbundssekretær i Dansk El-Forbund Christian Stokholm, der derfor mener, at konklusionen er klar:

– Man skal lade være med at skrive noget som helst om virksomhedspraktik i en ansøgning til et regulært job, og man skal ikke nævne det i en jobsamtale. Godt nok vandt vi sagen, men den manglende bod viser, at man ikke skal give anledning til den mindste tvivl om, hvad man indlader sig på.

Da uenigheden blev konstateret, tilbød arbejdsgiveren at supplere dagpengene for en fire ugers praktikperiode op til fuld løn. Men elektrikeren afslog. Og det var ifølge forbundssekretæren klogt: Uanset, at han så havde fået en rimelig betaling, ville han stadig få et ’dagpengeklip’, da praktiktiden tæller som ledighed i den nu forkortede dagpengeperiode. Elektrikeren er i øvrigt siden kommet i fast, regulært arbejde.

Læs mere på side 4 i Elektrikeren: www.e-pages.dk/danskelforbund/10/