
Rasmus Lyberth holder julekoncert i Nordatlantisk Hus
Årets store julekoncert
Torsdag den 9. december kl. 20 holdes årets traditionelle julekoncert i Nordatlantisk Hus. Det er tredje gang, siden huset åbnede i 2013, at Rasmus Lyberth med band holder julekoncert her, og der har været totalt udsolgt ved de foregående koncerter.
Rasmus Lyberth har netop vundet prisen som Årets Sangskriver ved Danish Music Awards Folk 2015. Rasmus Lyberth og det veloplagte band vil traditionen tro underholde med både nyere materiale og en række kendte numre fra hans store bagkatalog.
Rasmus Lyberth har siden 70´erne været del af den grønlandske og danske musikscene. Han er kendt for sin kraftfulde stemme, de smukke, melodiske sange og sin varme, livskloge humor. Rasmus Lyberth har gennem alle årene sunget på sit modersmål, grønlandsk, men altid evnet på fremragende vis at krydse sprogbarrieren og berøre tilskuernes hjerter med sin sang.
Til julekoncerten i Nordatlantisk Hus synger han både egne sange og kendte grønlandske julesange. Med sig på scenen har han musikerne Kristoffer Jul Reenberg, Ayi Solomon, Alain Apaloo og Ulrik Skytte Andersen.
Billet købes på nordatlantiskhus.safeticket.dk til kr. 220,- plus gebyr.
Billetter kan også købes i butikkens åbningstid (torsdag & fredag kl. 13-18 og lørdag 11-14) i Nordatlantisk Hus. Der er begrænset pladskapacitet.
-------------
Odense, 28. november 2015
Se mere på www.nordatlantiskhus.dk og www.facebook.com/nordatlantiskhus