Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

NORDATLANTISK SOMMER

I Nordatlanten er somrene noget helt særligt. Det bliver de også på Byens Ø i år, hvor Nordatlantisk Hus slår dørene og ikke mindst udearealerne op for ”Nordatlantisk Sommer” hver fredag og lørdag.

Fredag den 2. juni kl. 16 åbnes Nordatlantisk Sommer med et brag af en åbningsfest. Snoren klippes af formand for Nordatlantisk Hus, rådmand Steen Møller sammen med GOG’s cheftræner, grønlandske Jakob Larsen, der fortæller om deres oplevelser med nordatlantiske somre. 

Samtidig kan man opleve vikinger, færøske robåde, glade mennesker i nordatlantiske nationaldragter og masser af sommerstemning. 

Nordatlantisk Sommer er et nyt initiativ, der finder sted hver fredag og lørdag eftermiddag i og omkring Nordatlantisk Hus i alle tre sommermåneder juni, juli og august. 

De nordatlantiske sommeroplevelser er gratis og for alle, der holder af havnestemning, hygge og overraskelser, for der kan ske lidt af hvert på sådan en nordatlantisk sommereftermiddag. Det kan være artist talks med nordatlantiske kunstnere, færøske roere der sætter bådene i vandet, en grønlandsk maskedanser, der præsenterer den gamle kunstform eller rideture på islandske heste. 

Faste holdepunkter
Selvom Nordatlantisk Sommer er fyldt med overraskelser, er der også noget, der ligger fast. Hver lørdag fra kl. 14.30 er der musikalsk hyggestund med husbandet ”Heim”, der har de to færøske musikere Anna Maria Olsen og Bjarki Meitil som fast omdrejningspunkt.  Men også den musikalske hyggestund kan byde på lidt af hvert f.eks. jazz standards, latin, pop m.m. alt sammen tilsat et nordatlantisk pift. 

Navnet på det faste husorkester Heim betyder hjemme på både islandsk og færøsk og håbet er, at Nordatlantisk Sommer bidrager til at folk vil føle sig så meget hjemme, at de bare tager chancen en fredag eftermiddag og dukker op på Byens Ø, ser hvad der sker, og slapper af i de behagelige loungemøbler med udsigt til havnebassinet og kanalerne. 

Formand for Nordatlantisk Hus Steen Møller ser Nordatlantisk Sommer som en mulighed for at slappe af og samtidig få spændende inspiration og indsigt i de nordatlantiske lande. "Når sommeren rammer os, kan det være skønt at koble lidt af fra hverdagen – men også at koble til; at få nye inputs og tænke andre tanker. Derfor glæder jeg mig til en sommer fyldt med kulturelle inputs fra vores nordatlantiske lande; til en sommer, hvor vi har mulighed for at blive inspireret af alt fra færøsk musik til islandske eventyr og workshops med nordiske kunstnere.”

Besøgende kan selvfølgelig holde sig orienteret om Nordatlantisk Sommer på Nordatlantisk Hus hjemmeside eller på husets facebook side. 

Restaurant Nordatlanten bidrager gastronomisk til Nordatlantisk Sommer med en stribe forskellige særlige nordatlantiske sommertilbud f.eks. på grønlandske pil-selv-rejer. 

Nordatlantisk Sommer er blevet muligt grundet et gavmildt bidrag fra Micro Matic Fonden. 

INFO: Nordatlantisk Sommer indvies 2. juni kl. 16 af formand for Nordatlantisk Hus, rådmand Steen Møller og Cheftræner for GOG Jakob Larsen / PRESSEN ER VELKOMMEN

Se mere på www.nordatlantiskhus.dk