At fjerne børn er ikke entydigt at stå på deres side. Jeg ved det, fordi jeg selv – inden jeg fyldte 12 år – oplevede at blive fjernet seks gange. Det gjorde ikke livet lettere for mig, på samme måde som jeg i dag ser børn blive fjernet fra deres forældre, uden de nødvendigvis får det bedre.

Men statsministeren har ret; vi må træde i karakter som samfund. I stedet for at rive børn op med rode, mener jeg dog, at vi i langt højere grad bør se på den dybereliggende årsag til, at så mange børn mistrives i så høj en grad, at de ikke fungerer i deres eget hjem eller en almindelig hverdag.

Siden indførslen af skolereformen er antallet af børn med diagnoser steget 70 pct. i regionerne. Det gælder især autisme og en helt ny diagnose kaldet skolevægring. Forældre fortæller, hvordan de kun kan se magtesløst til, mens deres børn får det værre og værre, fordi de ikke får den rette behandling. 

Det ødelægger børnene, splitter deres familier og fører i mange tilfælde til uhensigtsmæssige reaktioner. Bliver konsekvensen af disse reaktioner, at man fjerner børnene, fejler politikerne igen deres ansvar. Mette Frederiksen taler om, at nogle forældre får for mange chancer. Jeg mener derimod, at nogle politikere får for mange chancer – de har alle muligheder, men ingen handler.