Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Næsten udsolgt i uge 42

Fem ekstrafly, fire fra Kastrup og et fra Billund, skal sikre, at alle kan komme af sted i uge 42, men der er travlhed på telefoner, Facebook og chat.

Rejsesalget frem mod populære uge 42 har været travlt. Fem ekstrafly med afgang i uge 42 blev lagt op for et par måneder siden, men efterspørgslen er stadigvæk stor.

”Der er gang i rejsesalget med afgang i skolernes efterårsferie og på nogle rejsemål helt udsolgt. Telefonerne kimer, henvendelserne er mange på vores Facebook-side og også chat-funktionen, hvor man kan chatte med en salgsmedarbejder og få svar med det samme, er rødglødende. Fra Kastrup er det Vestkreta, Fuerteventura og Gran Canaria i nævnte rækkefølge, der er mest efterspurgt, og rejser man ud af Billund Lufthavn, vil flertallet til Fuerteventura, Gran Canaria og Mallorca, også i nævnte rækkefølge. Tenerife er nok det rejsemål, hvor man kan finde det mest prisvenlige tilbud”, konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Sidste år tog cirka 60.000 danskere på charterferie i efterårsferien, og efterspørgslen synes endnu mere markant i år. Apollo indsatte allerede for to måneder siden fem ekstrafly i uge 42, fire med afgang fra Kastrup og et med afgang fra Billund.** De fire ekstrafly fra Kastrup gjaldt Kreta, Fuerteventura, Gran Canaria og Hurghada, og ekstraflyet fra Billund går til Tenerife.

”Det lyder som noget, der er sagt før, men ikke desto mindre er det ganske validt. Den danske sommer kom så sent i år, at ikke alle fik solskin, havbadning og udendørsliv nok. Herudover prioriterer mange danskere efterhånden at rejse meget, og efterårsferien bliver mere og mere en af de vigtigste rejseuger. Det gælder både dem, der ikke fik varme i sommer, og som derfor vil afsted i uge 42, og dem der foretrækker at være hjemme om sommeren, men til gengæld flyver sydover i efterårsferien. Mange tager til Sydeuropa, og ligeså mange vælger en storbyferie”, slutter Rikke Koks Andreassen.** Apollo sender cirka 15.000 danskere på efterårsferie i år. Cirka 60.000 danskere tager totalt set på charterrejse i efterårsferien.

Top fem ud af Billund

1. Fuerteventura

2. Gran Canaria

3. Mallorca

4. Vestkreta

5. Alanya, Tyrkiet

Top fem ud af Kastrup 

1. Vestkreta

2. Fuerteventura

3. Gran Canaria

4. Hurghada

5. Alanya, Tyrkiet