Vestnordisk Råd støtter grindefangst





 Vestnordisk Råd har afsluttet deres 31.årsmøde. Som
sædvanligt afsluttedes mødet med at vedtage nogle udtalelser fra rådet.



 Denne gang benyttede rådet lejligheden til at vedtage
fire udtalelser. Deriblandt blev det enstemmigt vedtaget, at Vestnordisk Råd
støtter grindefangsten.



 -Vestnordisk Råd støtter Færøernes
ret til at opretholde århundreders lang tradition for grindefangst. Rådet understreger, at de vestnordiske lande
har ret og pligt til at udnytte alle havets levende ressourcer på en bæredygtig
måde, og at for mange har hval-, sæl- og grindefangst livsvigtig betydning i
befolkningens naturalieøkonomi, lyder vedtagelsen.



 Presset er stort på Færøerne om at stoppe
grindefangsten, og så sent som i går, samme dag som årsmødet blev afsluttet,
prøvede miljøaktivister at standse grindefangst.



 -Vi i Vestnorden må stå sammen for
at forsvare retten til at bruge af vores ressourcer. Vores udtalelse viser, at
Færøerne står ikke alene, siger Unnur Brá Konraðsdóttir, 1. viceformand for
Vestnordisk Råd.



 Vestnordisk Råd ønsker fortsat at
fejre en Vestnordisk dag



 Medlemmerne i Vestnordisk Råd er også enige om at
fremme det kulturelle forhold mellem landene. Det skal gøres ved, at de
vestnordiske kulturministre samarbejder med kommunerne i hjemlandet om at
afholde en vestnordisk kulturdag én gang årligt.  



 Det er en idé, som længe har ligget og ulmet hos
Rodmund Nielsen, færøsk medlem af Rådet - og som han nu fik mulighed for at
lægge frem for rådet som suppleant for Brandur Sandoy.



 -Det, at vores børn tidligt oplever, at borgerne i
vores kommuner har forståelse for kulturen, og hvad der sker af
kulturarrangementer i vores nabolande - det binder os sammen, sagde Rodmund
Nielsen.  



 Vestnordiske efterskoler



 En anden måde at styrke den Vestnordiske forståelse og
forbindelse, er at lave en Vestnordisk efterskole.



 Rådet ønsker, at der etableres venskaber på tværs af
grænserne, så de unge i tidlig alder får kendskab til hinandens kultur, natur
og levevis. Det kunne udmøntes ved etablering af Vestnordiske efterskoler, som
i opstartsfasen eventuelt kunne tilbyde ophold af én måneds varighed, og hvor
hver skole tilbyder pladser for hinandens unge.



 -På den måde er det muligt at knytte den yngre del af
befolkningerne tættere sammen. Jeg mener, at en efterskole er en meget god idé,
da det netop er i ung alder, at man begynder sondere terrænet, og undersøge,
hvordan verden ser ud. Jeg synes det er en udmærket ide at kunne etablere vestnordiske
efterskoler, så man kan udveksle ungdommen mellem landene, siger Lars Emil
Johansen, der er fortaler at få de unge mere på banen.



 Vestnordisk Råd støtter
etablering af Vestnordisk Ungdomsråd



 De unge fik stor opmærksomhed. Afgående formand, Bill
Justinussen foreslog, at rådet vedtog en udtalelse om at etablere Vestnordisk Ungdomsråd.



Vestnordisk Råd sætter
ungdomspolitik på dagsordenen de kommende år, i forlængelse af rådets arbejde
med Arktisk strategi. Flytning fra udkantsområder truer landene i Vestnorden.
Derfor er det vigtigt, at vi indretter vores samfund til gode og attraktive
bosteder for kommende generationer, og at vi lytter til de unges stemme i
fremtidens politiske afgørelser, står der i udtalelsen.



 -Vi har været til i 30 år. Nu er vi blevet voksne, kan
vi sige, og det er på høje tid, at de unge bliver en del af samarbejdet i Vestnorden,
som det også er i Nordisk Råd, siger Bill Justinussen.