Statsministeren har inviteret FH og DA til møde om værdig tilbagetrækning

Regeringen vil give nedslidte lønmodtagere og dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, bedre mulighed for en tidligere pension.

Derfor har statsminister Mette Frederiksen inviteret Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening til et indledende møde den 8. august.

På mødet vil statsministeren drøfte med organisationerne, hvordan det videre arbejde for en værdig og tidligere tilbagetrækning kan tilrettelægges.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler forud for mødet:

“Mange danskere har slidt og slæbt fra de var ganske unge. Det har sat sine spor på krop og sjæl. Derfor skal vi nu i gang med at sikre en værdig tilbagetrækning, så alle får gode år på pension med tid til børn og børnebørn. Det glæder jeg mig til at mødes med arbejdsmarkedets parter om”.

Mødet vil finde sted den 8. august kl. 10.00.