En af de få gode ting, jeg har erfaret under corona-pandemiens hærgen, er, at man på Christiansborg faktisk kan træffe hurtige beslutninger og finde ressourcer, når en krise skal håndteres.
Ingvald á Kamarinum
Tidl. specialskoleleder, Fjordskolen (2000-2020)
Munkholmvej 119
4340 Holbæk
Tænk, hvis den samme handlekraft og beredvillighed gjorde sig gældende i forhold til andre udfordringer. Så havde vi måske ikke stået i den skammelige situation, vi gør nu, hvor cirka hvert tredje barn med autisme har lange perioder helt uden skolegang. En situation, jeg ikke vil tøve med at kalde en krise – og den forværres dag for dag.
Autisme kan i sig selv være en stor udfordring – for barnet, som får diagnosen, og dets familie, som indirekte også får diagnosen. Tilføj skolevægring, og udfordringen bliver uoverskuelig.
Som specialskoleleder har jeg set eksempler på pressede forældre, som ikke kan passe deres arbejde, søskende, som mistrives, og dybt ulykkelige børn, som bliver mere og mere isolerede. Familier kollapser.
Folkeskolereformen har fejlet – helt og holdent – i forhold til såvel faglighed som trivsel. Ingen af reformens mål er indfriet, har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil erkendt. Der er brug for omgående handling, før folkeskolen får endnu flere ofre på samvittigheden.