Forbund bremser forsøg på social dumping

Dansk El-Forbund vandt i Arbejdsretten: Arbejdsgiver skal bevise, at ’diæter’ til polske elektrikere er en del af mindstelønnen.


Efter en kendelse i Arbejdsretten skal virksomheden Baltic Industries & Consulting (BIC) bevise, at et skattefrit udstationeringstillæg til polske elektrikere er en del af den overenskomstmæssige mindsteløn. Hvis det ikke lykkes for virksomheden, står den til en klækkelig bod for manglende løn, skriver fagbladet Elektrikeren.


– Det er en vigtig sejr, vi har vundet i kampen mod social dumping og for danske lønninger på danske arbejdspladser. Det er kun en foreløbig sejr, men alligevel er vi meget glade for kendelsen, siger forbundssekretær i Dansk El-Forbund (DEF) Stig Pedersen.


Det foreløbige består i, at der er tale om en delafgørelse. Kort fortalt siger den, at hvis ikke BIC kan bevise det modsatte, så har DEF ret i, at polske elektrikere på job i Danmark er blevet groft underbetalte.


Som led i en entreprise udførte BIC i 2007 og 2008 et elinstallationsarbejde ved hjælp af polske ansatte udstationeret i Danmark. Grundlønnen var på 3.500 zloty om måneden – cirka 7.200 kroner – svarede til en timeløn på omkring 45 kroner, hvilket er under en tredjedel af en normal, dansk elektrikerløn. Herfra blev trukket beløb til blandt andet pension, socialsikring og skat, og de fleste havde herefter en nettoløn på knap 2.500 zloty.


Hertil kom udstationeringstillæggene. De varierede mellem 3.307 og 4.887 zloty, som blev udbetalt uden træk af pension, skat mv.


Arbejdsgiverne mente, at tillæggene var omfattet af EU’s udstationeringsdirektiv. Her hedder det blandt andet, at ”ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af mindstelønnen, hvis de ikke udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen (…).”


DEF’s påstand var, at virksomheden frivilligt havde tilsluttet sig overenskomsten, og at de tilknyttede forpligtelser ikke kan begrænses med henvisning til direktivet: Tillæggene var en slags diæter for udgifter i forbindelse med udstationeringen, og det var en omgåelse af overenskomsten at gøre dem til en del af mindstelønnen.


Arbejdsretten konstaterer, at tillæggene dels er størrelsesmæssigt individuelle, dels er udbetalt uden fradrag til socialsikring, pension og skat. Derfor er der skabt en ’formodning’ om, at de er udbetalt som dækning for udgifter ved udstationeringen.


Sidste nyt:


Dansk Arbejdsgiverforening bad efter kendelsen i Arbejdsretten om et forligsmøde. Mødet, der blev holdt efter bladredaktionens afslutning, er netop afsluttet og resulterede i et forlig, der indebærer, at BIC betaler 400.000 kroner til Dansk El-Forbund i bod.


– Vi har flere sager af lignende karakter, der har afventet udfaldet af denne sag. Og afgørelsen er helt sikkert meget god for os, siger Stig Pedersen.