FN og Nordisk Råd i dialog om abortlovgivning på Færøerne

FN’s landerapportør Madam Nicole Ameline mener ikke, at Færøerne lever op til sine forpligtelser i FN’s kvindekonvention (CEDAW), når det kommer til færøske kvinders ret abort. Det kom frem på Udvalget for Velfærd i Nordisk Råds møde, hvor landerapportøren sammen med organisationer fra Færøerne og udvalget i Nordisk Råd drøftede abortlovgivningen på Færøerne. Et flertal i udvalget stemte efterfølgende for at sagen ikke skal gå videre i nordisk regi men mener, at det er vigtigt at debatten bliver taget på Færøerne.

Udvalget for Velfærd i Nordisk Råd har i sit politiske arbejde fokus på bl.a. ligestilling og sundhed for alle i Norden, hvilket er baggrunden for, at udvalget interesserer sig for abortlovgivningen på Færøerne. Da FN’s kvindekonvention (CEDAW) ikke mener at Færøerne lever op til sine forpligtelser i forhold til færøske kvinders ret til abort, var FN’s landerapportør Madam Nicole Ameline inviteret til mødet med udvalget for at belyse sagen nærmere. Madam Nicole Ameline fremførte på mødet, at den færøske abortlovgivning tilsidesætter kvindes rettigheder. Tilmed kan den have den konsekvens, at nogle kvinder søger mod alternative løsninger for at få en abort, hvilket kan bringe deres sundhed i fare samt kriminalisere dem. Madam Nicole Ameline anbefaler derfor, at Færøerne ændrer lovgivningen og siger:    

- Seksuelle og reproduktive rettigheder er fundamentale rettigheder. Ikke at respektere disse rettigheder, er en form for kønsbaseret vold og udgør en krænkelse af kvinders rettigheder, lyder det fra landerapportøren.  

Et internt anliggende på Færøerne
Socialministeriet på Færøerne deltog ikke på mødet og henviser til, at ministeriet ikke anerkender, at Færøerne bryder konventionen. Socialministeriet henviser desuden til, at sagen anses som et internt anliggende på Færøerne og således ikke et anliggende for det officielle nordiske samarbejde. Under Udvalget for Velfærd i Nordisk Råds drøftelse af sagen valgte et flertal at stemme for ikke at gå videre med sagen. Udvalget for Velfærd i Nordisk Råd ordførende Bente Stein Mathiesen siger:  

- Nordisk Råd har respekt for Færøernes selvstyre og har lyttet til bl.a. udvalgets færøske medlemmers ønske om, at Færøerne selv håndterer dette. Jeg ser vores udvalg i Nordisk Råd, som en platform, hvor sager, der berører nordiske borgere kan tages op for at politikere kan lære af- og motivere hinanden på tværs af landegrænser. Vi er glade for at kunne bidrage til at igangsætte en fornyet dialog omkring abortlovgivning, som vi håber, Færøerne internt vil tage videre. Men det er en kompleks sag, og flertallet har altså besluttet ikke at lade sagen gå videre i vores regi.  

En polariseret debat med mange følelser
På dagens møde bidrog Ligestillingsnævnet på Færøerne, Etisk Råd på Færøerne og Amnesty Færøerne med indlæg, der gav et nuanceret billede af sagen, som griber ind i bl.a. kultur, religion, ligestilling og menneskerettigheder. Etisk Råd på Færøerne forklarer følgende:

- Det overordnede spørgsmål i abortdiskussionen er, om fokus ligger på fostrets ret eller kvindens ret. I de lande, hvor der er fri abort, er fokus kvindens ret. I den færøske lovgivning er fokus i højere grad på fostrets ret. Der er mulighed for at få foretaget en abort på Færøerne, men der er visse kriterier, der skal være tilstede, inden der gives tilladelse. Det smertelige i abortdebatten er, at der er så meget på spil. Det er svært at forsvare den ene position uden at krænke den anden, foklarer forkvinde i Etisk Råd på Færøerne, Anne Mette Greve Klemensen. Hun tager ikke konkret stilling i sagen, men appellerer til en værdig debat. En pointe, der var bred enighed om.        

Ungdommens Nordiske Råd ønsker ændring af lovgivning
Ungdommens Nordiske Råd, som også deltog på mødet, har flere gange godkendt egne resolutioner omkring ”fri abort i hele norden”, som danner grundlag for Ungdommens Nordiske Råd holdning til abortlovgivningen. Medlem i Ungdommens Nordiske Råd, Anna Falkenberg, der selv kommer fra Færøerne, er glad for at udvalgets fokus har bidraget til debatten, som hun dog mener i sidste skal tages internt på Færøerne. Hun siger:

- Grundlæggende synes jeg, at den færøske abortlovgivning bør ændres, så valget reelt bliver kvindens. Dette er et spørgsmål om ligestilling i sundhedsvæsnet, hvor færøske kvinder ikke er ligestillede i forhold til kvinder i de andre nordiske lande. Denne pointe støtter udvalgets ligestillingsordfører Nina Sandberg, der på vegne af den socialdemokratiske gruppe stemte for at lade sagen gå videre.