Faglig voldgift: Vejrlig kan ikke erstatte opsigelsesvarsel

Arbejdsgiver må slippe mere end 107.000 kroner til elektriker, der blev fyret, mens han var på vejrlig. Dansk El-Forbund bremsede forsøg på misbrug af vejrligsreglerne.


Man kan ikke fyre en medarbejder, der er på vejrlig, og lade vejrligsperioden erstatte opsigelsesvarslet. Det viser en opmandskendelse ved faglig voldgift, hvor elektriker Finn Andersen og Dansk El-Forbund (DEF) fik medhold i en sag om vejrligs- og opsigelsesregler. Kendelsen giver elektrikeren mere end 107.000 kroner plus renter, fordi han blev fyret, mens han var sendt på vejrlig, og ikke fik løn, men kun dagpenge i opsigelsesperioden på 90 dage. Det skriver fagbladet Elektrikeren.


– Selvfølgelig synes jeg, det var godt, vi vandt. Omvendt havde det faktisk været en katastrofe, hvis vi havde tabt: Så ville det jo næsten have været ligegyldigt, om der var en overenskomst, siger Finn Andersen.


I DEF’s Københavns-afdeling er fagsekretær Niels Bergløv heller ikke i tvivl om vigtigheden af afgørelsen:


– Det var en meget principiel afgørelse, og den er vigtig for os at have fremover.


Industrioverenskomstens regler om henholdsvis opsigelsesvarsel og vejrlig findes i to forskellige paragraffer, og sagen drejede sig om, hvilke bestemmelser der gælder, når det er nødvendigt at opsige medarbejdere, der er på vejrlig. Arbejdsgiveren Kemp & Lauritzen A/S regnede med at slippe for at betale løn i opsigelsesperioden, fordi Finn Andersen var på vejrlig, da han blev fyret.


I sagen gjorde DEF gældende, at en vejrligssituation skal suspendere opsigelsesvarslet: Hjemsendelse er normalt en midlertidig foranstaltning, og en medarbejder kan derfor ikke hjemsendes i forbindelse med en permanent afbrydelse (opsigelse) af ansættelsesforholdet, uden at opsigelsesvarslet forlænges tilsvarende. Ellers vil det åbne for spekulation i reelt at gøre opsigelsesvarslet ikke-eksisterende.


Det var opmanden altså enig i og tog forbundets påstand til følge.


– Det ville da have været helt urimeligt, hvis man ifølge overenskomsten kan have krav på 90 dages opsigelse med løn og så alligevel ende med at få ingenting. Faktisk skulle vores a-kasse til at stoppe for Finns dagpenge, da han blev fyret: A-kassen gik jo ud fra som en selvfølge, at han fik løn i opsigelsesperioden, siger Niels Bergløv.


 Kemp & Lauritzen fyrede også et antal 3F’ere samtidig med og på samme måde som Finn Andersen. Deres sager har afventet afgørelsen i denne sag, og den samlede regning til virksomheden må formodes at blive betydelig.


Læs mere her:


http://viewer.zmags.com/publication/45a24a63#/45a24a63/4