Færøerne erobrer Danmark

Om nogle dage vil en færøsk flåde lægge til kaj i Odense og levere startskuddet til en stor færøsk kulturinvasion i den fynske hovedstad.

Fra 24. maj til 25. maj er der Havnekulturfestival i Odense. Nordatlantisk Hus, der ligger på havnekajen i Odense, præsenterer normalt kultur fra Grønland, Island og Færøerne, men i anledning af Merkið bliver 100 år er det den færøske kultur, der fylder langt mest under havnekulturfestivalen.

Allerede 23. maj ankommer otte smukke, færøske sejlskibe, og de er fyldt med kultur og oplevelser for gæsterne ved kajen i Odense. Sejlskibene inviterer de følgende dage gæster ombord, så de kan fornemme et strejf af færøsk, maritim kultur.

I løbet af festivalen kan man opleve en kunstudstilling i Nordatlantisk Hus med de to færøske malere, Øssur Mohr og Amariel Norðoy.

Der er koncerter med Sámal Ravnsfjall og skibsmusikanter fra sejlskibene. Der er hårdere toner fra Hamradun, og så optræder den færøske-danske entertainer Jacob Haugaard.

Klaksvig Kommune holder fere gange i løbet af festivalen orienteringsmøder om studerendes muligheder i byen.

Lørdag 25. maj kan festivalens gæster smage en række færøske delikatesser, og samme dag bliver der afviklet Danske Mesterskaber i færøsk kaproning.

De mange færøske aktiviteter er arrangeret af Nordatlantisk Hus i samarbejde med Frigglauget, Den Færøske Forening på Fyn, Klaksvig Kommune og Flagsejlads 2019.

Der plejer at være mange mennesker på havnen i Odense i forbindelse med kulturfestivalen. Sidste år var der godt omkring 35.000 gæster, hvoraf godt en femtedel var omkring Nordatlantisk Hus.

Se hele programmet på Nordatlantisk Hus’ hjemmeside: http://www.nordatlantiskhus.dk/media/2458/program-havnekulturfestival-2019-med-faeroesk-fortegn.pdf

Arrangører og sponsorer:
Flaggsigling 2019, Bank Nordik, Klaksvik Kommune, Frigglauget, Den Færøske Forening på Fyn, Nordatlantisk Hus.