Greini niðanfyri er sera áhugaverd, og skal síggjast í ljósinum av, at brúka orku at gera nakað, ið ber til, og at seta sær mál, sum til ber at røkka. Blaðið hevur fingið loyvi at endurgeva greinina, sum hevur staðið á heimasíðuni hjá Ingeniøren, og sum rakar eins nógv inn í føroysk viðurskiftir.
Af Aviaja Lyberth Hauptmann,fredag 20. apr 2012 kl. 08:23.
Jeg bliver en gang imellem overrasket, når folk snakker om grønlandsk selvstændighed som værende en reel mulighed.
Der er meget blandede holdninger til den sag. En stor del af holdningerne er rimelig moderate, og man mener måske, at selvstændighed er et håb i fremtiden, der er værd at stræbe efter. Man kan samtidig mene, at håbet er realistisk, når landet en dag kan finansiere sig selv. Sandsynligvis via olie og gas. En del holdninger er også mere rabiate. Diskussionen om selvstændighed er ikke et emne, man bare lige kaster sig ud i..
I din vildeste fantasi, hvordan skal det så gå et land med 56.000 indbyggere, spredt udover et gigantisk, ufremkommeligt område, med et ungt demokrati, lige netop blevet selvstændigt. Et land som ikke har lært at kravle i den globale verden endnu. Hvis man råder over klodens næststørste produktion af sjældne jordartmetaller, fossile brændstoffer, guld og ædelstene og enorme vandkraftpotentialer?
Måske bliver denne vildeste fantasi aldrig testet. For selvom der er rigtig meget snak om Grønland for tiden, ikke mindst her på Ingeniørens hjemmeside, så er der meget snak om Grønland, der bliver ved snakken.
Ufatteligt mange projekter i Grønland går nemlig i vasken. Store som små.
Et nyligt eksempel er The Greenland Company, som ville udnytte den øgede bestand af Grønlandshajen, som har været til stor gene for fiskerne i Grønland. Hajen, der kan blive op til 6-7 meter lang, har i stigende grad spist fangsten og ødelagt garn og liner for bl.a. torskefiskeriet. Det er især denne enorme hajs skind, der er langt mere holdbart end almindelig læder, der gør den interessant.
Man har sendt prøver afsted til Kina (hvorfor er det altid Kina?), og der var store planer for løbesko med hajskind. Derudover ville man udnytte dyret til hundefoder og traditionel medicin, hvis der var interesserede købere. Tanken er ikke urealistisk. Årtier tilbage eksporterede man rensdyrgevirer fra Grønland til traditionel kinesisk medicin.
I bogen Polar Paradiset af tidligere chefredaktør for Børsen Jan Cortzen, beskrives projektet med store ord, og initiativtagerne satser på at blive eksportører på linje med rejeindustrien. Men de sidste ugers AG (en af de to nationale aviser i Grønland) kan desværre fortælle historien om endnu en fiasko. Som altid går beskyldningerne til højre og venstre, men i sidste ende er det for hele samfundet spildte penge, ubetalte regninger, dårlig omtale og atter en ærgerlig historie fra det grønlandske erhvervsliv.
Sidst kom det frem, at manglende tilladelser gjorde, at en sending af hajskind til Kina måtte sendes hele vejen tilbage. Noget der fangede Royal Arctic Line med en regning på over 800.000 kroner, som de nu har svært ved at få betalt af The Greenland Company. Jeg kan godt forstå, hvis Royal Arctic Line kan være tilbageholdende med at hjælpe nystartede virksomheder i Grønland, hvilket de har været kritiseret for.
Selv synes jeg at hajfirmaet lød virkelig spændende. Hvis man kunne udnytte en stigende ressource og samtidig afhjælpe fiskernes problemer, kunne man vinde noget på mange fronter. Desværre for initiativtagerne bag The Greenland Company og for det grønlandske erhvervsliv, så blev denne ellers gode ide til en dårlig oplevelse for alle involverede.
Mindre geniale forslag til at få bugt med hajerne er, at man giver fiskerne penge for at aflevere hajhjerter, som bevis på at man har slået dem ihjel.
Sikken velkomst krydstogtturisterne kan få til naturfolkets land: Hajhjerter ligger og rådner på kajen, mens døde hajer flyder rundt til havs. I AG nævnes det, at man håber på at kunne afsætte en kvart million kroner til dette. En kvart million kroner for at provokere nogle flere dyreværnsorganisationer. Hajja (suk). Hvor kunne det dog klæde Grønland, at tænke lidt længere.
Et langt mere omfattende eksempel på et projekt, der står på grænsen mellem succes og fiasko er aluminiumsprojektet. Nogle mener, at aluminiumsprojektet er ved at gå i stå. Udsigterne til den største investering nogensinde i Grønlands historie på omkring 23 mia. kroner bliver måske slet ikke til noget?
Projektet omfatter en aluminiumssmelter med en kapacitet på ca. 400.000 ton aluminium om året, to vandkraftværker og en dybtvandshavn i Maniitsoq (Sukkertoppen).
Siden 2006 har Hjemmestyret, og nu Selvstyret, været i dialog med Alcoa (Aluminium Company of America) omkring projektet. Grunden til, Alcoa er interesseret i Grønland som aluminiumsproducent, er de store vandkraftpotentialer, der er at finde i Grønland. En hyppig misforståelse omkring aluminiumsprojektet er, at det drejer sig om en mine. Det gør det ikke. Aluminiumssmelteren i Grønland er en fabrik, der via elektrolyse frigør oxygen fra alumina (aluminiumsoxid) og på den måde danner rent aluminium. Aluminaen importeres fra lande som Guinea og Australien. Der er i forbindelse med aluminiumsprojektet blevet udfærdiget aftaler, kontrakter, rapporter, redegørelser, betænkninger, analyser, hjemmesidetekster, oplysningsmateriale og notater i rå mængder. Men beslutninger, der skulle være taget for år tilbage, lader stadig vente på sig. Vigtigst af alt beslutningen om koncession, hvordan skal ejerskabsforholdet være til projektet.
Der bliver opfordret til innovation og entrepreneurskab i Grønland, men det er demotiverende med alle de mislykkedes projekter. Jeg har selv arbejdet for Greenland Development og aluminiumsprojektet i et par år, og synes, at det er trist, hvis et så politisk højt prioriteret og seriøst projekt som dette, risikerer ikke at blive startet eller afsluttet på en ordentlig måde.
For det er ikke kun de enkelte projekter, der står på spil. Det er også muligheden for fremtidige investeringer og industri i det hele taget, og dermed også drømmen om selvstændighed.
Alcoa er en snart 125 år gammel virksomhed, der vejer rigtig tungt indenfor global industri. Hvis deres erfaringer med Grønland lader dem tilbage med et resultat præget af uprofessionel administration og manglende forståelse for global industri, så går Grønland måske glip af store investeringer.
Og det er også det, der er problemet, når Grønland står overfor f.eks. Kina. I Grønland har man en tro på, at man sidder på noget meget værdifuldt og unikt, hvad enten det gælder rejer, vandkraft eller metaller. Hvis det er fra Grønland, så er det noget helt særligt. Og samtidig har man utroligt lidt viden om, hvad der findes ude i verden, så sammenligningsgrundlaget er svagt.
Derfor igangsættes det ene håbløse projekt efter det andet. Selvom nogle af dem godt kunne blive til noget, så fejler man på know-how og administration og vrangforestillinger om Grønland og verden.
Derfor kan der være noget om det, når forskere som Damien Degeorges, der er blevet citeret flere gange på Ingeniørens hjemmeside, advarer Grønland imod at springe hovedkulds ud i drømmen om selvstændighed (se mere her). For som han siger, så har dele af verden faktisk fået øjnene op for Grønland, og her er skam nogle interessante ressourcer, men grundlaget for at administrere ressourcerne og den slags samarbejder, de kræver, er ikke endnu til stede i Grønland.
Og så vidt jeg kan se, er der et godt stykke vej endnu, før dette grundlag er på plads. Et symptom på manglende forståelse for administration og Grønland i en global sammenhæng er de mange sprogdiskussioner, der fortsat føres i Grønland.
Et politisk forslag der for nylig var til høring, gik bl.a. på at al markedsføring fra private virksomheder både mundtlig og skriftlig skal være på grønlandsk. Umiddelbart lyder det jo naturligt nok, at et lands reklamer foregår på landets eget sprog. Men det er ikke så ligetil i Grønland.
Der en stor del af befolkningen i Grønland, der ikke er flydende i grønlandsk. Også af dem, der har en grønlandsk herkomst. I nogle situationer vil det ikke være naturligt, at markedsføringen foregår på grønlandsk. Det er en naturlig konsekvens af den sammensætning det grønlandske samfund har. Og hvad er i øvrigt formålet med, at tvinge private virksomheder til at markedsføre på en bestemt måde? De ved vel bedst, hvad der er deres marked, og hvem de henvender sig til.
Engang imellem kommer der nogle ikke så gennemtænkte forslag ud af politikerne i Grønland. Og hvis man skal være grov, så lyder det engang imellem som om, at politikernes fremtidsvisioner for Grønland er et land med 56.000 sorthårede, brunøjede, grønlandsk-talende oliemillionærer.
Men det er hverken særlig ønskværdigt eller realistisk.
Realiteten for Grønland er, at man af historiske og økonomiske årsager har fået sig et samfund, der er mere varieret end som så. Der er mange ikke sorthårede, brunøjede eller grønlandsktalende personer, der føler sig grønlandske. Og det er på godt og ondt det samfund Grønland består af, og det samfund man må forholde sig til i de politiske visioner.
Sprogdebatten i Grønland er særligt ucharmerende, fordi den foregår i en negativ tone. Man prøver sig frem med restriktioner og fremtvingen af enten det ene eller det andet sprog. Og debatten er især negativ, fordi den foregår lyset af historiske begivenheder, der har efterladt ar i den grønlandske befolkning.
Hvis nu man i stedet kunne acceptere det grønlandske samfund som det er i dag, bearbejde fortidens sår et andet sted end i den erhvervspolitiske debat, og se fremad og fokusere på, hvordan vi kan udvikle det samfund der eksisterer, på den bedst mulige måde.
Det kræver at man accepterer nogle præmisser, som Grønland eksisterer under. F.eks. det faktum, at der kun er 56.000 indbyggere. For mig synes det helt absurd, at man politisk vil påtvinge nogen at lære et sprog, der i forvejen tales af færre end 50.000 mennesker på jorden.
Især når man en dag i fremtiden ønsker økonomisk og politisk uafhængighed. Hvordan er det man forestiller sig, at 56.000 grønlandsktalende mennesker kan gøre sig forhåbninger om, at være en del af det internationale samfund? Hvordan vil man forhandle med storindustrier fra Kina og USA, hvis man insisterer på, at alle dokumenter først og fremmest er på et sprog, som ikke engang alle i ens egen befolkning taler?
Jeg elsker grønlandsk. Det gør jeg. Det er et smukt og unikt sprog og en fantastisk familiekultur. Jeg gør, hvad jeg kan for at beholde mit sprog og mine grønlandske aner. Jeg har bl.a. været med til at indtale en grønlandsk sprog-dvd, så alle der har lyst, kan lære grønlandsk. Og jeg bliver dybt imponeret, når folk gør det. Men kærligheden til sproget og kulturen i Grønland skal have plads et sted, hvor den ikke er på bekostning af dele af samfundet og den udvikling man går og drømmer om. Hvis Grønland ikke udvikler sig, så ser jeg ikke hvordan der om nogle hundrede år overhovedet er et sprog og en kultur tilbage.
Hvis Grønland vil være selvstændigt en dag, med et så helt absurd småt og ungt samfund, og spille en rolle i verden overfor modspillere som Kina, så skal der tænkes langt langt ud af boksen. Og man skal benytte alle sider af det lille samfund man har, de sprog man har, og ikke modarbejde hinanden internt, men hellere tænke på hvordan man kan danne et bredere samfund, ikke et smallere. Man skal tænke mere nuanceret end selvstændighed.
Nej, jeg synes ikke Grønland er et håbløst projekt.
Der ér et kæmpe potentiale. Der ér mange naturressourcer. Det ér et unikt land med et fantastisk sprog og kultur. Når jeg en dag starter et grønlandsk projekt, så er det fordi jeg tror på, at der er en fremtid for Grønland, hvad så end det begreb omfatter til den tid.
Greinina hevur Aviaja Lyberth Hauptmann, loyvt okkum at endurgeva. Tá greinin hevur staðið í Ingeniøren, hava vit eisini loyvi frá teimum, at endurgeva greinina frá teirra heimasíðu:
http://ing.dk/artikel/128575-er-groenland-et-haabloest-projekt