Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Inklusion: Kursændring er ikke nok

Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder, Fjordskolen
Munkholmvej 119
4340 Holbæk

Den længe ventede inklusionsrapport har endelig set dagens lys. Og hvad viser den så? Jo, den viser ikke overraskende, at inklusionen har været en stor spareøvelse trods politiske løfter om det modsatte. Pengene er nemlig ikke fulgt med de udsatte børn, som forskere ellers fra start af har peget på som en væsentlig forudsætning for succes med inklusion. 

De ansvarlige politikere må derfor sidde med en meget dårlig smag i munden. For ikke bare har de stædigt fastholdt den socialt uansvarlige kurs, de har også ignoreret gentagne advarsler fra eksperter, pålagt lærere at håndtere behandlingskrævende unge uden tilstrækkelig uddannelse, ligesom de ikke mindst har overhørt de mange hjerteskærende historier om familier, der er brudt sammen.

I mit job som specialeskoleleder har jeg desværre modtaget alt for mange opkald fra frustrerede forældre - som magtesløse har måttet se til, at deres barn bare fik det værre og værre i folkeskolen, fordi der enten ikke har været ressourcer nok eller faglige kompetencer til at håndtere barnets særlige behov. Vi må huske på, at mange af disse børn har en diagnose og brug for et behandlingssted, alligevel ender de i folkeskolen, fordi kommunerne tilsidesætter lægefaglige vurderinger. 
  
Kursen har været helt skæv. Og nu forsøger man så at rette op ved at droppe talstrategier og målsætningen om at inkludere 96 procent af alle børn i folkeskolen. I stedet vil man fokusere på god inklusion af det enkelte barn, og det mål er jo umiddelbart svært at anfægte som en god ide. Det klinger dog usædvanlig hult, for samtidig har man jo ikke pålagt kommunerne at bruge pengene på den nødvendige ekstra støtte.

Så selv om kursændringen er noget af det nærmeste, vi kommer en politisk indrømmelse, så savner jeg en konkret handlingsplan for fremtiden og ikke mindst for de børn, der stadig er forliste i folkeskolen.