Inklusion er ren og skær besparelse
Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder, Fjordskolen
Munkholmvej 119
4340 Holbæk
Folketinget besluttede i 2012, at børn med særlige behov skal inkluderes i den almindelige folkeskole. I dag gælder det for 94,8 procent af børn med diagnoser - et tal, der skal stige til 96 procent i 2015. Udadtil er det for at hjælpe børnene til et liv med større sociale kompetencer og et højere læringsniveau. I bund og grund en sympatisk tanke, som vi dog var mange, der allerede dengang udtrykte skepsis omkring. Det er nemlig nogle af landets mest udsatte unge, der flyttes rundt på, og derfor bør hensynet til børnene veje tungere end hensynet til offentlige besparelser.
Desværre er min skepsis kun vokset med tiden. Vi har hørt om flere ulykkelige skæbner i pressen, og i mit arbejde som specialskoleleder bliver jeg desværre ofte kontaktet af rådvilde forældre, som ikke føler, de kan få den fornødne hjælp til deres barn i folkeskolen. Inklusion ligner mest af alt en hensynsløs spareøvelse. Noget, en ny undersøgelse fra Politiken i den grad understreger. Blandt 381 adspurgte skoleledere svarede over 55 procent, at det kun er i nogle tilfælde, at der følger penge med de børn, der inkluderes. Pengene forsvinder altså ud i den blå luft. Det understreger i den grad mine bange anelser, om at det hele handler om kroner og ører. Der skal spares i statskassen. Koste, hvad det koste vil!
Men endnu en gang er det de svage i samfundet, der nedprioriteres, når økonomien skal forbedres. Tilbage er børnene overladt til sig selv i en undervisning, hvor der ikke er ressourcer til at tilgodese deres behov, og hvor underviserne ikke klædes tilstrækkeligt på til at kunne integrere børn med særlige behov på en optimal måde. Konsekvenserne er store, og i dag ser vi, at flere og flere af børnene ender med depressioner og angst, da de føler sig ensomme og misforståede i folkeskolerne.
Lad os nu i stedet indse, at vi ikke alle er ens, og at vi er nogle, der har andre behov for omsorg og tryghed, når vi skal opnå den optimale læring i de boglige fag. Find et andet sted at spare end at trampe på dem, der i forvejen kæmper for en plads i et samfund, der fokuserer på eliten. Jeg undrer mig fortsat over, hvorfor staten gladeligt poster 14 millioner kroner i gennemsnit i at opfostre en akademiker, hvor 30 procent ender i arbejdsløshed, mens man ikke vil yde de 3 millioner i gennemsnit til ekstra støtte for en psykisk sårbar.
Stop nu sparerunderne på børnenes bekostning, og lad os tage hånd om hinanden med faglighed og personlige resultater som det rette fokuspunkt.
