Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Hvem ringer alarmklokkerne for, Riisager?

Antallet af børn, der lider af skolevægring, stiger og stiger. Børn med skolevægring magter ikke at gå i skole. De vil rigtig gerne, men kan ikke. De lider, når de bliver tvunget i skole, men de trives heller ikke ved at blive isoleret derhjemme.
Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder, Fjordskolen
Munkholmvej 119
4340 Holbæk

Der er brug for hurtig, professionel hjælp for at hindre, at børnene bliver indlagt med svære psykiatriske diagnoser. Desuden er der brug for andre rammer til de børn, som af den ene eller anden årsag ikke passer ind i folkeskolens stramme skema.

Folkeskolen skal kunne rumme alle børn. Det var tankerne bag folkeskolereformen og den plan om inklusion, som siden har sat børn, forældre, lærere og hele skolesystemet under enormt pres. Folkeskolen kan langtfra rumme alle børn. Tværtimod ser jeg som specialskoleleder flere og flere børn blive marginaliseret og afsocialiseret.

Jeg ser det stigende antal børn med skolevægring som en direkte og helt indlysende konsekvens af inklusionsprojektet, der er udtænkt af en tidligere regerings regnedrenge og siden fastholdt af flere skiftende undervisningsministre.

Som så meget andet i politik handler det om økonomi frem for mennesker. Men syge børn koster også samfundet dyrt. Dyrere i kroner og ører end de besparelser, man har opnået ved bl.a. at forsøge at inkludere alle børn i en folkeskole, der på ingen måde er gearet til det.

Alarmklokkerne burde lige nu ringe så højt på undervisningsminister Merete Riisagers kontor, at hun ikke kan koncentrere sig om andet. Men det er, som om hun slet ikke forstår situationens alvor. Imens børnene bliver syge af at gå i skole, sidder ministeren på sine hænder.