Hvem ringer alarmklokkerne for, Riisager?
Antallet af børn, der lider af skolevægring, stiger og stiger. Børn med skolevægring magter ikke at gå i skole. De vil rigtig gerne, men kan ikke. De lider, når de bliver tvunget i skole, men de trives heller ikke ved at blive isoleret derhjemme.
Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder, Fjordskolen
Munkholmvej 119
4340 Holbæk
Der er brug for hurtig,
professionel hjælp for at hindre, at børnene bliver indlagt med svære
psykiatriske diagnoser. Desuden er der brug for andre rammer til de børn, som
af den ene eller anden årsag ikke passer ind i folkeskolens stramme skema.
Folkeskolen skal kunne
rumme alle børn. Det var tankerne bag folkeskolereformen og den plan om
inklusion, som siden har sat børn, forældre, lærere og hele skolesystemet under
enormt pres. Folkeskolen kan langtfra rumme alle børn. Tværtimod ser jeg som
specialskoleleder flere og flere børn blive marginaliseret og afsocialiseret.
Jeg ser det stigende antal
børn med skolevægring som en direkte og helt indlysende konsekvens af
inklusionsprojektet, der er udtænkt af en tidligere regerings regnedrenge og
siden fastholdt af flere skiftende undervisningsministre.
Som så meget andet i
politik handler det om økonomi frem for mennesker. Men syge børn koster også
samfundet dyrt. Dyrere i kroner og ører end de besparelser, man har opnået ved
bl.a. at forsøge at inkludere alle børn i en folkeskole, der på ingen måde er
gearet til det.
Alarmklokkerne burde lige
nu ringe så højt på undervisningsminister Merete Riisagers kontor, at hun ikke
kan koncentrere sig om andet. Men det er, som om hun slet ikke forstår
situationens alvor. Imens børnene bliver syge af at gå i skole, sidder
ministeren på sine hænder.
