Føstulávinshald á Tvøroyri
Traditionen tro var Hvidbjørnen vært for fastelavnsarrangement i Tvøroyri. Ikke mindre end 302 børn og voksne mødte op om bord på Hvidbjørnen for at slå katten af tønden.
Kilde: Inspektionsskibet Hvidbjørnen
Hvidbjørnen havde knapt nok afsluttet deltagelse i øvelsen Norwegian Submarine Commander Course i Norge, før der ventede endnu en prioriteret opgave om end af en helt anden karakter. I mere end 50 år har Søværnets skibe ved Færøerne været værter for et fastelavnsarrangement for børnene i Tvøroyri på Suðuroy.
Søndag d. 19. februar var det så Hvidbjørnens tur til at være vært for dette traditionelle arrangement. Flere af Hvidbjørnens besætningsmedlemmer har tidligere kunnet glæde sig over de fantasifulde udklædninger og børnenes forventningsfulde ansigter. Vi følte derfor, at det nedsatte tøndeslagningsudvalg, der var nedsat i god tid forinden, havde en solid basis for planlægningen af arrangementet.
Inden turen til Norge leverede Færøernes Kommando 4 tønder, som børnene kunne slå løs på. I Bergen kom erkendelsen af, at i Norge slår børnene ikke katten af tønden til fastelavn, hvorfor simple traditionelle indkøb som køller og kattedronninge- og kattekongekroner ikke lige kunne indkøbes i den nærmeste legetøjsforretning. Ved hjælp af lokale Bergenseres hjælp lykkedes det dog at finde nogle – lidt alternative – kroner af passende udformning. Køllerne lå det straks lidt tungere med. Tøndeslagningskøller, af den slags som vi skulle bruge, fandtes simpelthen ikke i Bergen. Heldigvis kunne Færøernes Kommando endnu en gang hjælpe og køller med det rette design blev taget om bord i Tórshavn med gummibåd tidligt søndag morgen, inden den videre færd gik mod Suðuroy.
Hvidbjørnen ankom til Tvøroyri lidt før klokken 11 om formiddagen. I kabyssen var næsten al ledig plads optaget af bagerens fastelavnsboller, og der blev gjort klar til at varme kakao. På dæk gik dæksbesætningen i gang med at tilrigge flag over top, så Hvidbjørnen kunne tage sig ud fra den bedste side. Da tønderne var blevet fyldt med slik og hængt op, var der kun tilbage at vente på børnenes ankomst. Tidligere år havde man oplevet, at de første ankom en times tid før arrangementet startede, så Hvidbjørnens vagthold og værnepligtige blev tørnet til i god tid.
Derpå skete der – ikke noget!! En værts mareridt begyndte at udfolde sig for besætningen. Kommer der slet ikke nogen? Et kvarters tid før start, kom der heldigvis masser af liv på kajen, og det vrimlede om bord med sørøvere, indianere, en svamp, adskillige tegneseriehelte og lignende fantasifulde udklædninger. Hurtigt blev børnene delt op i aldersklasser, og så blev der ellers gået til den med krum hals. Ikke overraskende måtte de ældste børns tønde overgive sig først. Da bunden blev slået ud på hver af tønderne, blev besætningen vidne til et virvar af børn, der ønskede at få deres velfortjente del af tøndernes indhold. Efter tønderne var nedkæmpet, blev der serveret den varme kakao og fastelavnsbollerne i helikopterhangaren.
Mens forfriskningerne blev indtaget holdt udklædningsbedømmelsesudvalget et hurtigt møde for at kåre de bedst udklædte. Det var ikke en helt nem opgave mellem alle de flotte børn, men til sidst faldt valget på Indianerprinsessen Pocahontas og svampen. Chefen for Hvidbjørnen stod for uddelingen af præmier. Kattekonger fik en plakette og et flot diplom ud over kongekronen. Kattedronningerne fik en dronningekrone, og til de bedst udklædte var der en iPod Shuffle. Da præmieoverrækkelsen var overstået forlod gæsterne Hvidbjørnen i samme gode ro og orden som hele arrangementet var afviklet i. De fleste skulle nok hjem og have varmen, for selvom det holdt tørvejr, så var temperaturen ikke særligt høj.
Fra Hvidbjørnens besætning skal lyde en tak til byens og øens børnefamilier for at 302 børn og voksne kom og besøgte os, og gav os en hyggelig eftermiddag i selskab med mange glade børn i flotte kostymer. Vi håber at kunne byde jer velkommen en anden gang.