Føroyar skulu spyrjast eftir tá Danmark fer í kríggj
Tá Fólkatingi í kvøld ger av at senda Danmark í enn eitt kríggj í Irak, fara Føroyar formliga eisini í kríggj. Tað er ikki í lagi. Vit eiga at fáa eina skipan, har Føroyar gera av, um vit politiskt stuðla slíkum kríggjum ella ei
Sjúrður Skaale:
(Tala undir viðgerðini á fólkatingi 1. oktober av uppskotinum um, at Danmark saman við USA skal fara í kríggj móti IS).
Når Folketinget i dag støtter op om regeringens beslutning om at gå i krig, så er Danmark en krigsførende stat. Hele staten. Hele riget. Selv om beslutningen ikke er truffet i Grønland eller Færøerne – og selv om disse dele af riget måtte være imod at gå i krig – så bliver Grønland og Færøerne, som dele af det danske rige, formelt også krigsførende.
At forsvarspolitikken kun varetages af Danmark er en af grundene til, at der vælges to repræsentanter fra Færøerne til Folketinget. Logikken er, at så er Færøerne, formelt set, med til at træffe beslutningen.
Men den holder ikke. Repræsentationen i Folketinget sikrer kun, at to færinger er repræsenteret der, hvor beslutningen er truffet. Om vi stemmer ja eller nej har jo reelt ingen indflydelse.
Færøerne har sit eget parlament. Det er det parlament, der bør tilkendegive den slags holdninger på nationens vegne.
Det gjorte man i forbindelse med Irak-krigen i 2003. Lagtinget besluttede, at man var imod den krig. Det fik ingen indflydelse på Danmarks deltagelse og blev næppe noteret andre steder end på Færøerne – men så havde man da tilkendegivet sin mening. Og politisk og moralsk er det ikke uden betydning at kunne sige, at Færøerne var imod den krig.
Lagtinget har ikke tilkendegivet sin mening om dagens beslutning. Det har der ikke været tid til.
Men vi bør få en ordning der sikrer Færøerne en formel mulighed og en formel ret til altid at give sin holdning til kende før Danmarks myndigheder beslutter at gøre Danmark til en krigsførende stat – i hvert fald, når det sker uden for NATO-regi.
Færøske skatteydere afholder ikke forsvarsudgifter, og der er ikke værnepligt på Færøerne. Det er Danmark der bærer alle udgifterne ef det her. Derfor ville det ikke være rimeligt at kræve enighed mellem Danmark, Færøerne og Grønland før Danmark drager i krig.
Men det burde fremgå i selve beslutningsforslaget, hvorvidt Danmarks deltagelse i en sådan krig sker med Færøernes støtte eller ej.
Det ville både sikre Færøerne mulighed for at give klart udtryk for sin holdning på rette sted med en vis vægt – og det ville også styrke Færøerne følelse af internationalt ansvar.
Og så ville det jo også gøre det sværere for Danmark at give allierede lande ret til at benytte færøsk jord, færøsk luftrum eller færøsk farvand til formål, som efter alle demokratiske principper ikke børe gives uden om færøske myndigheder.
Den slags beslutninger tog den danske regering jo desværre både med hensyn til Grønland og Færøerne under den kolde krig, og der har været mistanke om noget lignende i forbindelse med Irak-krigen fra 2003 og frem.
At Danmark træffer disse beslutninger på hele Rigets vegne uden at Færøerne og Grønland har mulighed for i det mindste at få en udtalelse med, er en fejl i ordningen. Og det er en fejl der både har skadet og kan skade forholdet mellem landene i rigsfællesskabet.
Der er tale om et demokratisk underskud, som der bør rettes op på.
Røtt avgerð
Når det er sagt vil jeg tilføje, at hvis det var som det burde være, og Lagtinget skulle tilkendegive hvorvidt man politisk støtter det her forslag, ville jeg håbe på, at man på Færøerne gav sin fulde politiske og moralske støtte til forslaget.
Ikke fordi det er enkelt beslutning. Den er tværtimod forbundet med betydelig usikkerhed.
Man må jo frygte et langsigtet worst case scenario der fx kunne være noget i retning af at bombardementerne fører til en tredeling af Irak – kurderne i nord, sunnimuslimerne i midten og shia muslimerne i syd. At luftangrebene sammen med lokale landtropper ikke kan slå IS, som tværtimod får større kontrol over både det centrale Irak, nord-øst Syrien - og måske bevæger sig ind i Jordan. At Iran bliver mere involveret. Tyrkiet ligeså. At det lykkes radikale islamister at lægge dette ud som vestens krig mod islam, og at flere vil følge opfordringen om at når de ikke selv kan tage til fronten – så må de tage fronten til sig selv. Altså til vestlige storbyer.
Man må på den anden side håbe på et best case scenario i retning af at luftangrebene sammen med irakiske tropper standser IS, således at staterne i regionen selv får mulighed for at finde en løsning. At de irakiske styrker genvinder kontrollen med nord-Irak. At den irakiske regering både vil arbejde for sunni og shiamuslimer. At den frie syriske hær indgår en fredsaftale med al-Assad. At Assad siden går af. Ønskelisten er lang...
Det bliver næppe best case. Det ved vi godt. Det bliver forhåbentlig heller ikke worst case.
Man kan kun gisne om hvad der vil komme ud af denne operation. Ligesom i 2003 ligger der en nogenlunde klar plan for krigen. Men hvordan freden skal vindes, er der ikke rigtig nogen der ved.
Udenrigsministeren gav for lidt siden udtryk for hvad han håbede på. Det er hvad det er – et vagt håb.
Men det håb må ikke desto mindre forfølges.
Og når jeg – ikke på vegne at Færøerne, det kan jeg ikke – men på vegne af mig selv støtter forslaget, så er det fordi uvisheden om hvad der sker hvis man går i krig trods alt at nemmere at leve med end visheden om hvad der sker, hvis man ikke gør det. Så åbner der sig jo et fuldstændig apokalyptisk scenarie. Et scenarie hvis begyndelse vi jo har set udspille sig den sidste tid.
At den irakiske regering ønsker dette, og at ni andre lande i regionen også ønsker det, giver også dette forslag en legitimitet, som ikke var der i 2003.
USA’s luftvåben kunne selvfølgelig gennemføre denne her operation uden Danmarks hjælp. Danmarks deltagelse er først og fremmest symbolsk. Bestemt ikke kun, men først og fremmest. Det kan vi godt indrømme. En meget vigtig del af dagens beslutning er at give større legitimitet til den politik, som er USA’s.
Sådan var det også dengang Danmark besluttede at støtte op i 2003 – og situationen i dag skyldes delvis den fatale beslutning dengang.
Men nu er situationen som den er. Man kan ikke komme uden om, at det er nødvendigt at bekæmpe IS, og man kan heller ikke komme uden om, at en sådan kamp må have klare kommandolinjer og klar ledelse. Og den ledelse har USA.
Derfor får Regeringen også min støtte til sin støtte til USA.
Det er vigtigt og det afkræver respekt at Danmark tager sit internationale ansvar i denne alvorlige sag. Både med humanitær, diplomatisk og militær støtte til dem, som kæmper det godes kamp og som forfølger håbet om fred og stabilitet i Irak.
