Han udtaler:

Den konkrete årsag til min opstilling er, at jeg i 2014 læste i den færøske avis Sosialurin, at mit parti, uafhængighedspartiet Tjóðveldi, søgte om og fik 30 kroner om året fra den danske regering for hver stemme, det fik til folketingsvalget. Jeg var blevet medlem af partiet fordi det ville iværksætte resultatet af folkeafstemningen den 14. september 1946, hvor et flertal afviste regeringens forslag til nyordning for Færøerne som en integreret del af Danmarks rige og i stedet vedtog at Færøerne skulle løsrives fra Danmark. Det sidste er ikke gennemført, men man har overset, at regeringsforslaget blev forkastet. Ikke desto mindre indgår dele af dette vragede forslag i hjemmestyreordningen.

Et af regeringensforslag, der blev fældet, gik ud på, at vi fortsat skulle få ydelser fra statskassen til forskellige formål på Færøerne. Som et minimum må man forvente, at dette forslags fald ved folkeafstemningen betød, at vi ikke skulle få ydelser fra den danske stat, og at et parti, der går ind for gennemførelsen af folkeafstemningen, i hvert fald ikke selv modtager sådanne ydelser. Men nu viste det sig, at partiet i årevis havde modtaget en sådan støtte. 

Jeg var vidende om denne partistøtteordning, for da jeg i 1994 opstillede udenfor partierne, fik jeg brev om, at jeg, da jeg havde fået mer end 1000 stemmer, var berettiget til denne støtte. For at undersøge sagen opgav jeg et kontonummer, og pengene, 943 kr, kom ind på kontoen med det samme. 

Året efter fik jeg et nyt brev og fik at vide, at jeg skulle søge på ny for at få støtte et år til, og at jeg skulle redegøre for, hvordan jeg havde brugt pengene. Hermed havde jeg fået at vide hvad jeg havde behov for og returnerede pengene med en chek. Regeringen modtog cheken, men udbad sig en forklaring på, hvorfor jeg havde sendt pengene tilbage. Jeg syntes ikke, at jeg skyldte dennogen forklaring! Samtidig fik jeg at vide, at Tjóðveldispartiet overhovedet ikke havde søgt, og støttedederfor partiet, der havde fået en ny formand, Heini O. Heinesen, der absolut ikke ville have dansk partistøtte.

Umiddelbart efter at Heini i 1998 havde fordoblet partiet fra fire til otte mandater, således at det blev Færøernes største parti, blev han fældet. Den nye ledelse ansøgte om dansk partistøtte, og har søgt og fået den siden. Da jeg opdagede det, blev jeg nødt til at undersøge støtteproblematikken.

Som bekendt er vi sammen med Danmark i henhold til den stadig gældende unionsaftale, som Norge og Danmark indgik 29. august 1450. Den der læser dommen i Østgrønlandssagen af 5. april1933, kan se, at denne folkeretlige traktat stadig gælder mellem Grønland/Færøerne og Danmark. Ikke engang freden i Kiel 1814 kunne ændre dette forhold, for den formindskede på ingen måde de rettigheder, vi havde som indfødte nordmænd. Ifølge denne aftale er de to stater ligestillede, og skal have deres egne regeringer, der styrer uden at det andet rige og dets regering intervenerer på nogen måde. Men ved at udbetale penge til juridiske personer i voresrige intervenerer Danmark i voresriges anliggender, hvilket er udtrykkeligt forbudt i unionsaftalen, som Danmark frivilligt har indgået med vores rige. 

Da Danmark i 1946 ved en folkeafstemningforsøgte at få færingerne at godkende denne indblanding, afviste de forslaget. Derfor er det dobbelt ulovligt for Danmark at udbetale partistøtte, idet den stider såvel imod unionstraktaten som imod folkeafstemningen. Det viste sig oven i købet, at partistøtteloven kun er promulgeret og kundgjort i Danmark, og at støtten derfor er udbetalt til de færøske partier uden lovhjemmel.

Løn til folketingsmænd er også indblanding i det andet riges anliggender og derfor ulovlig i henhold til unionsaftalen.

Derfor stillede jeg op med det program, at jeg hverken ville modtale partistøtte eller løn som folketingsmand.

Jeg vil heller ikke aflægge noget højtideligt løfte om at holde grundloven, for den er ikke vores grundlov, men gælder for alle dele af Danmarks rige, hvoraf man modsætningssvis må slutte, at den ikke gælder for os, da vi til 14. januar 1814 var dele af Norges rige og aldrig har besluttet at indlemme os i Danmarks rige. Hvis unionsaftalen at 1450 ikke længere var gyldig fordi vi havde nedlagt vores eget rige, ville grundlovens bestemmelse om folketinget lyde: 

Folketinget har 179 medlemmer. Nu fortsætter paragraffen: hvoraf 175 vælges i Danmark, to i Grønland og to på Færøerne. Det er fordi vi ikke er indbefattet i Danmarks rige, at grundloven må give en særbestemmelse om at vi er repræsenterededer. 

Formålet med vores repræsentation er ganske klart præciseret af den danske regering i statsrådet den 26. september 1849, hvor regeringen besluttede at Island på en eller anden måde skulle blive repræsenteret i rigsdagen "for ej at give de separatistiske bestræbelser på Island nogen støtte. . . Såfremt dette skete for Islands vedkommende, måtte Færøerne tillige tages i betragtning".

Færingerne ville ikke betale hvad det kostede at have repræsentanter i København, og for at lokke dem dertil besluttede regeringen at overtræde unionsaftalen og intervenere i vores anliggender ved at pålægge Danmarks skatteydere at betale løn til Færøernes rigsdagsmænd. Takket være dette traktatbrud er det lykkedes at få færøske repræsentanter at møde op i Købennhavn.

Da vi i 1946 havde folkeafstemningen om regeringsforslaget, var et af de forslag, der blev forkastet, at vi skulle have repræsentanter i rigsdagen. Dette ville regeringen ikke finde sig i, opløste lagtinget imod dets vilje og gennemførte i lyntempo den ved folkeafstemningen fældede bestemmelse om at vi skulle have to medlemmer af folketinget.

Vi hænger fortsat på denne bestemmelse, og bliver derfor ikke fri for at have medlemmer af folketinget. Men der er ingen, der nødsager os at modtage penge fra de danske skatteydere for at repræsentere os.

Det er derfor, at jeg har meddelt, at jeg, hvis jeg bliver valgt, hverken modtager løn eller frynsegoder financieret af danske skatteyder for at udøve mit hverv for mine medborgere. Ved at blive den danske stats lønmodtager ville jeg være blevet den danske stats diplomat. En diplomat er som bekendt en mand, der får løn for at lyve for sit land, og som Danmarks diplomat ville jeg forpligte mig til at lyve overfor mine vælgere om vores status, og kolportere de danske myter om at vi er en del af Danmarks rige. Dette vil jeg ikke stå model til for ussel mammons skyld.

Et andet punkt på mit program er at jeg ikke vil tale dansk i folketinget. Da unionsaftalen fastsætter at parterne er ligeberettige følger heraf, at parternes sprog også er ligeberettigede.

I vores rige har vi to sprog, grønlandsk og færøsk. Ligesom jeg vil tale færøsk, vil jeg argumentere for, at de grønlandske repræsentanter er i deres gode ret til at tale grønlandsk. Rent praktisk er der ingen problemer, for der er jo gode tolke i alle tre sprog.

At Grønland og Færøerne udgør et rige kan ikke anfægtes.

Som bekendt vandt Danmark sagen i Haag den 5. april 1933 fordi dommerne, Danmarks ad-hoc dommer inkluderet, fastslog, at Grønland, Færøerne og Island indtil 14. januar 1814 havde været indenfor Norges grænser. Som dele af Norge blev de tilknyttet Danmark ved unionsaftalen af 1450. Til trods for, at der på det tidspunkt i nogle år ikke havde været sejlads til Grønland, var Grønlands biskop stadig mødeberettiget i Norges regering, rigsrådet. Unionstraktatens første underskriver var den ene af Islands to biskopper, der ved sin tiltrædelse af paven havde fået pålagt at genoprette forbindelsen med Grønland. Da Hans Egede i 1721 etablerede sig på Grønland, var der således tale om en norsk reetablering.

Det der skete i Kiel 1814 var derfor, at det norske rige, der var forenet med Danmark ved unionstraktaten, mistede de fleste af sine indbyggere til Sverige, men beholdt størstedelen af arealet. Vores retlige status var uændredet, og vi var derfor fortsat i unionen med Danmark i henhold til en traktat, der bestemte, at vi indbårne skulle styre vores rige uden indblanding fra Danmark og at vores regering var ligeberettiget med Danmarks i udenrigspolitikken.

Da de indbårne i Danmark i 1848 fik deres grundlovgivende rigsforsamling, havde vi derfor et retligt krav på at få en tilsvarende forsamling i vores rige. Den ret fik vi ikke, og det var et alvorligt overgreb, for i 1776 havde indfødsretsforordningen fastsat, at vi der boede i Norge havde indfødsret som nordmænd. Ifølge unionstraktaten havde vi retten til at styre vores egne anliggender, og Danmark kunne ikke blande sig i vores forhold. Men ved at forhindre os i at udøve vores mest grundlæggende ret, nemlig retten til at bestemme hvordan vi skulle regeres, skete der en flagrant overtrædelse af folkerettens regler.

Danmarks riges grundlov blev promulgeret på Færøerne i 1850 som en almindelig lov og ikke som en grundlov. Det samme skete i Grønland i 1953.

Det er derfor jeg stiller op til folketingsvalget for at få indsat i regeringsgrundlaget, at de indbårne i Grønland og Færøerne vælger en grundlovgivende rigsforsamling, der udpeger vores regering, og får alle de beføjelser, som Danmarks regering hidtil har haft i vores rige.

For så vidt angår de økonomiske mellemværender vil det være naturligt at bruge det islandske præcedens. Da Island blev selvstændigt i 1918, enedes parterne om, at Danmark skulle ophøre med at betale til Island, og at der i stedet blev opretter en fond hvis renter svarede til den sum, Danmark hidtil havde betalt årligt.

Den årlige sum, Danmark har betalt til Grønland og Færøerne, er omtrent 5 milliarder kroner. Hvor stor den fond skal være, hvis kapital kan give et årligt afkast på 5 milliarder, afhænger af rentens højde. Højere renten er, mindre kapital er nødvendig. I øjeblikket er renten rekordlav, så fondens kapital vil blive omtrent 200 milliarder kroner.

Det vi skal erindre, er at hver eneste krone, Danmark har betalt til Grønland og Færøerne, har været et traktatbrud. Traktaten fastsætter at Danmark ikke skal blande sig i vores indre anliggender, og en mere flagrant indblanding end at betale til en anden stat og dermed påvirke fordelingen af goder intern, kan overhovedet ikke tænkes. Naturligvis er vi berettigede til erstatning for dette overgreb, men hvis vi vælger den her foreslåede løsning, kan vi få en blød landing og undgå konfrontationer såvel hos vore egne, hvoraf nogle er blevet konfuse af de udenlandske penge, som overfor de danske myndigheder, der bliver fri for de stadige årlige udbetalinger.

Når vores regering er blevet etableret, er den ligeberettiget med Danmarks regering i varetagelsen af unionens udenrigspolitik. Det er usandsynligt, at Danmarks statsminister vil affinde sig med at være ligeberettiget med vores statsminister. Derfor kan det ikke udelukkes, at Danmark vil foretrække at løsrive sig fra vores rige. Det kan vi naturligvis ikke have noget at indvende imod, for princippet om folkenes selvbestemmelsesret gælder også for det danske folk. En traktat om de fremtidige relationer mellem vores to riger burde ikke være vanskelig at koncipere.

Det er fordi jeg har dette program, at jeg umiddelbart efter valget vil tilbyde de grønlandske folketingsmedlemmer og den anden færøske at vi slutter os sammen i en gruppe, der fremsætter vores berettigede ønsker overfor de danske statsministeremner. Hvis vores fire folketingsmedlemmer står sammen om voresriges retmæssige ønske, ville det være overraskende, hvis demokratiske politikere afslår det. Ved at handle straks efter valget kan vi sørge for, at gennemførelsen af vores politik kommer til at indgå i regeringsgrundlaget.

Hvordan vi grønlændere og færinger derefter styrer vores rige afgør vi selv. Geografisk er vi et af verdens store lande, men efter at have været vanstyrede over så lang tid har viikke mer end 100.000 indbyggere, og dermed vil vi befolkningsmæssigt være en af verdens mikrostater. Denne statstype har klaret sig fortræffeligt, og det ville være mærkeligt, hvis vi ville blive en afvigelse fra denne norm efter at være undsluppet fremmedåget.