Danmark har fået en ny undervisningsminister, og det giver håb for en anden kurs end den, som Christine Antorini har stået for i sine fire år som minister for området. Her tænker jeg primært på den forfejlede inklusionsstrategi, der i virkeligheden var en slet skjult spareøvelse, som har kostet samfundet dyrt. 

Vi har i medierne hørt, hvordan sygefraværet blandt lærerne er eksploderet som følge af bl.a. inklusionsopgaven. Hvordan forældre må blive hjemme fra arbejde for at tage sig af deres børn, der ikke magter at sidde i en alm. folkeskoleklasse. Begge dele bidrager ikke alene til et stort spild af ressourcer, men også til store menneskelige omkostninger.

Og i sidste ende er det naturligvis de tvangsinkluderede børn, der har betalt den højeste pris, fordi de har ageret kastebold i et politisk spil, hvor de folkeskolelærere, der har skullet gribe dem, slet ikke har været rustet til opgaven.

Antorini har målt missionens succes med en lommeregner og har vendt det døve øre til, når forældre og fagfolk med fokus på barnets tarv satte alarmklokker i gang, fordi børn med forskellige diagnoser og særlige behov ikke hører til i folkeskolen.

At en minister vil spare penge, er ikke overraskende. Men jeg er gang på gang blevet overrasket over Antorinis generaliserende syn på børn og manglende forståelse af vigtigheden af de forskellige behandlingstilbud og specialundervisningstilbud, som for mange børn er en nødvendighed og ikke en luksus.

Jeg ser det derfor som positivt, at den nye undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, allerede har lovet en evaluering af inklusionen på skolerne. Samtidig mener hun, at der er blevet inkluderet for mange børn for hurtigt. Og det er nok det mest fornuftige, der er kommet ud af undervisningsministeriet i en årrække.